"Det er sværere at få blodsukkeret op på løbsdage."
At lykkes med at dosere den rette mængde insulin og have en optimal blodsukkerbalance er altid en udfordring, men det bliver endnu sværere på konkurrencedage. Blodsukkeret kan nemt svinge mere op og ned, og det bliver let højt på grund af stresshormoner som adrenalin.
Da jeg var yngre var jeg konkurrencesvømmer, og der var konkurrence cirka hver anden weekend i sæsonerne. Svømmekonkurrencer er meget anderledes end de triatlonkonkurrencer, som jeg kører nu. Jeg var nødt til at tænke helt anderledes for at få succes. En konkurrencedag var normalt delt op i to pas med en frokostpause imellem. Jeg svømmede normalt tre løb pr. pas. Et løb i svømning går meget hurtigt, alt mellem 30 sekunder og 10 minutter. Men man laver også lavintensiv fysisk aktivitet mellem løbene. Så i princippet er du i aktion hele weekenden, da du varmer op og svømmer afsted mellem hvert løb. Den lavintensive aktivitet sænker blodsukkeret. Mens den højintensive indsats, som løbene udgør, sammen med nervøsitet, øger blodsukkeret.
Jeg har altid beholdt både insulinpod og CGM på mig, når jeg konkurrerer. Da de er små og fleksible, har jeg ikke haft de store problemer med, at de har siddet på kroppen. Da jeg var yngre, skete det et par gange, at officials spurgte, hvad det var for gadgets. Så for ikke at risikere at blive disket, havde jeg en lægeerklæring med på, at jeg har type 1 diabetes. Da jeg blev ældre og begyndte at konkurrere internationalt, søgte jeg dispensation for insulinen hos Antidoping Sverige.
Under svømmekonkurrencerne havde jeg en højere basalrate i løbet af konkurrencepas og en lavere basalrate i pausen. Jeg vidste også, at mit blodsukker sandsynligvis ville stige lige efter løbet. Så jeg tog enten en korrektionsdosis lige efter, eller endda før løbet, så insulinen kunne nå at begynde at virke. På den måde undgik jeg de høje toppe. CGM mistede kontakten, mens jeg svømmede i bassinet. Derfor tjekkede jeg mit blodsukker med mange stik i fingeren.
Jeg forsøgte altid at have en energiplan inden svømmestævnerne. Ved at tjekke i startlisterne, hvor mange der var tilmeldt i hver disciplin, kunne jeg vurdere, hvilke tidspunkter, jeg skulle svømme. Jeg lavede derefter en foreløbig plan for hvert pas. Jeg forsøgte altid at spise lidt mellem hvert løb. Efter opvarmningen plejede jeg at fylde op med en smoothie og energibar. Så fik jeg banan, rosiner, sportsdrik med mere som hurtig energi mellem løbene. Som oftest skulle jeg give små doser insulin til dette, men hvis jeg så, at blodsukkeret var i underkanten, spiste jeg bare.
Triatlon-konkurrencer er meget forskellige fra svømmekonkurrencer. Jeg kører oftest sprintdistance (750 meter svømning, 20 kilometer cykling, 5 kilometer løb), hvilket betyder, at et løb tager omkring en time at gennemføre. Der er normalt ét løb at fokusere på, og ikke flere løb som ved en svømmekonkurrence. Der er dog meget mere at forberede sig på inden starten af et triatlonløb. Og det er ikke kun mig, men alle andre atleter har også en plan for, hvordan de skal tilrettelægge det. Afhængig af starttidspunkt plejer jeg at satse på at spise det sidste store måltid cirka 3 timer før start. Så hvis jeg for eksempel konkurrerer om morgenen/formiddagen, spiser jeg morgenmad. Der er så faste tidspunkter for check-in i området, og hvornår man for eksempel må varme op i vandet. Lidt afhængig af omstændighederne vil jeg normalt gerne varme lidt op i alle disciplinerne.
Under løbet vil jeg absolut ikke risikere at blive lav. Jeg forsøger derfor normalt at starte med et stabilt eller let stigende blodsukker omkring 8 mmol/l. Jeg plejer at fylde op med lidt sportsdrik eller en gel lige før start og justerer også basalraten alt efter, hvordan det ser ud. Jeg plejer også for en sikkerheds skyld at have noget sportsdrik i en flaske på cyklen, hvis jeg skulle føle, at det er nødvendigt. Jeg kan ikke se min blodsukkerværdi, når jeg konkurrerer, så jeg må ganske enkelt gå efter erfaring og fornemmelse imens. Og når jeg så kommer i mål, tjekker jeg blodsukkeret med det samme og justerer. Mange gange har jeg ligget til den højere side på grund af al adrenalinen og den maksimale indsats i sig selv.
Fotograf: Tamar Veltman
DIA.DK.247-01-NOV2023
