Kort om insulins historie

Diabetes har en lang historie bag sig

Sygdommen, som hedder diabetes mellitus, har været kendt i årtusinder. Det var den græske læge og filosof Aretaios, der (sandsynligvis i 200-tallet e.Kr.) beskrev den og gav den navnet diabetes. Det græske ord diabetes betyder noget i retning af "at passere igennem" og beskriver de store mængder urin, der blandt andet kendetegner sygdommen. Lægen Thomas Willis føjede ordet "mellitus" til i det 17. århundrede efter det latinske ord for honning. Det hentydede til, at urinen smagte sødt. På dette tidspunkt havde man altså et godt kendskab til selve sygdommen. Man havde dog ingen idé om sygdommens årsager, eller hvordan den kunne behandles. I slutningen af ​​det 19. århundrede begyndte man at nærme sig gådens løsning. Man opdagede, at forsøgsdyr, der fik fjernet bugspytkirtlen, udviklede diabeteslignende symptomer. Det tydede på, at diabetes havde noget at gøre med bugspytkirtlen.  

I 1910 fremsatte Sharpey-Schafer teorien om, at mennesker med diabetes mangler et stof, der dannes i bugspytkirtlen, Han kaldte dette stof insulin - efter Insulae Langerhanii, de Langerhanske øer, der er en struktur i bugspytkirtlen. Man vidste dog endnu ikke med sikkerhed, om dette stof eksisterede i virkeligheden.

Frederick Banting and Charles Best

Den revolutionerende opdagelse af insulin 

Omkring 1920 lykkedes det Paulescu at isolere insulin og således endelig bevise, at stoffet virkelig fandtes. En canadisk læge, Frederick Banting, udførte laboratorieeksperimenter, hvor hunde med diabetes fik det bedre, hvis de fik ekstrakt med bugspytkirtelvæv fra raske hunde. Det beviste, at diabetes kan behandles med insulin, og Banting udviklede derefter metoder til at udvinde insulin fra kvæg.

Nu var man på sporet af en diabetesbehandling, og den 11. januar 1922 i Toronto modtog en 14-årig dreng med diabetes verdens første injektion med insulin.

Banting ønskede, at opdagelsen af insulin skulle komme alle til gavn. Han nægtede derfor at sælge sine patenter på udvindingsprocessen til kommercielle formål. I 1923 blev han tildelt Nobelprisen for sine opdagelser og for sin indsats mod diabetes.

Insulinkvalitet – en nøgle til effektiv diabetesbehandling

Fra begyndelsen udvandt man insulin fra dyrs bugspytkirtler. I løbet af det 20. århundrede blev processerne udviklet, så man kunne udvinde så meget insulin som muligt. Så snart man var i stand til det, kunne man dernæst koncentrere sig om kvaliteten af ​​selve insulinet og prøve at gøre det mere effektivt.

I 1936 fik Hagedorn den geniale idé at kombinere insulin med proteinet protamin og zink. Denne sammensætning blev til langtidsvirkende insulin, som man begyndte at bruge i diabetesbehandlingen i 1950'erne.

1955 blev en vigtig milepæl i insulins historie, da Frederick Sanger identificerede, hvordan insulinmolekylet er opbygget. Det var nemlig en forudsætning for at kunne producere syntetisk insulin, og i løbet af 1960'erne blev der udviklet metoder til at gøre dette.

Udbuddet af insulin steg fortløbende, og kvaliteten blev forbedret. Man havde dog også et ønske om at forbedre optagelsen af insulin, så insulinvirkningen i højere grad kom til at svare til kroppens eget insulin.

Ved hjælp af genteknologi lykkedes det i 1970'erne at producere syntetisk fremstillet human insulin ud fra gærsvampe og bakterier. Human insulin er magen til mennesket eget insulinmolekyle. Syntetisk fremstillet human insulin blev tilgængelig for diabetesbehandling i 1982. I løbet af 1980'erne og 1990'erne blev der udviklet middel- og hurtigvirkende insulinanaloger ved hjælp af genteknologi.

Revolution og evolution

Det er ikke kun insulin i sig selv, der har udviklet sig gennem det sidste århundrede. Metoderne til at tilføre kroppen insulin er en del af diabetesbehandlingen, og nye metoder, der forenkler livet for mennesker med type 1-diabetes, kan også opfattes som revolutionerende. 

I begyndelsen var almindelige sprøjter den eneste mulighed for at få insulin. Den manuelle håndtering og de grove sprøjter og nåle gav ikke mulighed for særlig nøjagtig dosering. Efterhånden som insulinkvaliteten blev forbedret, søgte man også efter nye metoder, der kunne dosere med større præcision - og med mindre ubehag for patienten.

I 1960'erne blev den første insulinpumpe udviklet. I løbet af 1970'erne blev denne kombineret med kontinuerlig subkutan infusion af insulin og efterhånden også med kontinuerlig glukosemåling.

I 1983 blev insulinpennen lanceret, en lille fleksibel og diskret enhed, der gør det muligt at tage insulin i nøjagtige doser og med mindre ubehag. 

Forskning og teknologi gør store fremskridt, og der er blandt andet håb om at kunne udvikle effektivt insulin i tabletform. Samtidig udvikles insulinpumper og glukosemålere hen mod at være stadig mindre og til samtidig at være mere avancerede højteknologiske behandlingsredskaber, der giver brugerne større frihed og øget sikkerhed.

Insulin og metoderne til at tage det - al udvikling foregår samlet set for at give mennesker med diabetes et bedre liv med en højere livskvalitet.

DIA.DK.088-001-FEB2021-A