Diabetes vegetarisk kost
En vegetarisk kost kan være et sundt alternativ for mennesker med type 1-diabetes.
Der er dog ting, du skal overveje, hvis du lige har fået stillet diagnosen type 1-diabetes og vælger – eller overvejer at vælge – en vegetarisk eller vegansk kost.
Denne guide beskriver nogle af fordelene og ulemperne ved en vegetarisk kost til personer med diabetes og ting, du skal overveje, hvis du vælger at følge en vegansk eller vegetarisk kost, hvis du har type 1-diabetes.
Hvad er en vegetarisk og vegansk kost?
Med en vegetarisk kost udelukkes kød, fisk og skaldyr eller andre produkter, der indeholder disse fødevarer. Denne kost består hovedsageligt af korn, grøntsager, frugter, bælgfrugter, frø og nødder.
Der findes dog forskellige typer vegetarisk kost. De kan groft set opdeles i:
- Lakto-ovo-vegetarisk kost, som normalt blot kaldes en vegetarisk kost. Denne kost udelukker fisk og skaldyr og kød, men inkluderer mejeriprodukter (mælk, ost, smør, yoghurt og så videre) og æg.
- Vegansk kost udelukker ikke kun kød, fisk og skaldyr, men også mælkeprodukter, æg og andre animalske produkter.
En vegetarisk kost er ofte forbundet med en række sundhedsmæssige fordele. Nogle af de sundhedsmæssige fordele ved en vegetarisk kost inkluderer:
- Lavere risiko for hjertesygdom
- Lavere kolesterolniveau
- Lavere risiko for højt blodtryk
- Lavere risiko for type 2-diabetes
- Lavere BMI (body mass index)
- Lavere forekomst af kræft generelt
Generelt kan disse sundhedsmæssige fordele skyldes, at vegetarisk kost har en tendens til at indeholde lavere niveauer af mættet fedt og kolesterol og højere niveauer af vigtige næringsstoffer såsom fibre, magnesium, kalium, C-vitamin og E-vitamin og andre stoffer.
Til gengæld er det usikkert, om nyfødtes, småbørns og teenageres ernæringsbehov kan dækkes med en vegetarisk eller vegansk kost. Vegansk og vegetarisk kost kan føre til lavere niveauer af vitamin B12, calcium, vitamin D, zink og fedtsyrer.
Vegetarisk kost til personer med diabetes
Ud over de generelle sundhedsmæssige fordele har vegetarisk kost vist sig at hjælpe med at forebygge type 2-diabetes og forbedre regulering af blodglukose hos personer med type 2-diabetes.
Ved type 1-diabetes er det uklart, om en vegetarisk kost kan være med til at forbedre regulering af blodglukose. Der er dog nogle undersøgelser, der har vist sundhedsmæssige fordele for personer med type 1-diabetes, som følger en vegetarisk diabeteskost.
Hvis du har type 1-diabetes, kan en vegetarisk kost være et sundt alternativ for dig – men hvis du overvejer at skifte til denne kost, er der et par ting, du bør være opmærksom på. Derfor er det bedst at konsultere dit diabetesteam, før du starter på en ny type kost.
Er det godt at være vegetar, når man har diabetes? Mulige fordele
Vegetarer har en tendens til at have et lavere body mass index (BMI) og højere insulinfølsomhed end altspisende personer, hvilket kan hjælpe med at forhindre type 2-diabetes. Ifølge nogle undersøgelser anses indtagelse af fuldkorn, frugt og grøntsager – især bladgrønt og rodfrugter – for at være særligt gavnligt.
Generelt anbefales et øget indtag af fuldkorn, frugt, grøntsager og bælgfrugter, både ved type 1- og type 2-diabetes, da disse fødevarer kan forbedre regulering af blodglukose. Det er den høje mængde fibre, der findes i disse fødevarer, der kan sænke blodglukose efter et måltid hos personer med type 1- eller type 2-diabetes.
Derudover resulterer de lave niveauer af mættet fedt i plantebaseret kost i en lavere risiko for hjerte-kar-sygdomme, og denne reduktion kan potentielt være gavnlig for personer med diabetes.
I en undersøgelse blev personer med både type 1- og type 2-diabetes, som fulgte en vegetarisk kost i otte uger, undersøgt. Undersøgelsen viste følgende sundhedsmæssige fordele hos alle deltagere:
- Forbedrede HbA1c-niveauer
- Lavere niveauer af totalkolesterol
- Vægttab
- Lavere niveauer af lipider (fedtstoffer i blodet)
Det er dog værd at bemærke, at triglyceridniveauer (en anden type fedt) i nogle tilfælde var højere.
Vegetarisk kost og diabetes: nogle advarselsflag
Der er nogle potentielle risici at tænke på for dem, der følger en vegetarisk kost, især for dig med diabetes.
Når kød- og fiskeproteiner udelukkes, kan det føre til, at man med en vegetarisk kost spiser flere kulhydrater. Dette kan så øge blodglukose og føre til vægtøgning.
At blive vegetar betyder ikke nødvendigvis, at man holder op med at spise usunde, forarbejdede fødevarer. En sund vegetarisk kost består af ikke-forarbejdede fødevarer, så du bør undgå raffinerede og forarbejdede fødevarer, der indeholder tilsætningsstoffer.
Det også afgørende at spise masser af fibre. Et højt fiberindhold i kosten medfører, at fordøjelsen af vegetabilsk protein går langsommere, hvilket kan gøre det nemmere at regulere blodglukose. Der er måder at øge dit fiberindtag på, såsom at spise hel frugt – inklusive skrællen – i stedet for at drikke frugtjuice.
Både vegansk og vegetarisk kost medfører risiko for mangel på visse næringsstoffer, såsom vitamin B12 og n-3 fedtsyrer, så det kan være nødvendigt at holde øje med og supplere disse.
Vegansk kost og type 1 diabetes
Hvis du har type 1-diabetes, kan en vegansk kost (også kaldet en plantebaseret kost) hjælpe dig med at håndtere din diabetes på en bedre måde.
Tal gerne med dit diabetesteam og lær mere om en vegansk kost til type 1-diabetes.
Fordelene ved en vegansk kost ved type 1-diabetes
Fordelene ved en vegansk kost ved type 2-diabetes er veldokumenterede. Flere undersøgelser har vist, at en fedtfattig vegansk kost kan forbedre insulinfølsomheden og regulering af blodglukose hos mennesker med type 2-diabetes. En anden undersøgelse viste, at det at spise vegansk, af alle vegetariske kostretninger, var forbundet med den laveste risiko for type 2-diabetes.
For type 1-diabetes mangler der klar evidens, og en vegansk kost er endnu ikke testet i randomiserede undersøgelser.
Nogle casestudier tyder dog på, at en vegansk kost kan forbedre insulinfølsomheden, reducere behovet for insulin og forbedre regulering af blodglukose hos mennesker med type 1-diabetes.
Mange undersøgelser har vist, at en plantebaseret kost med et lavt fedtindhold mindsker risikoen for overvægt og hjerte-kar-sygdomme. Derfor vil det være rimeligt at forvente, at en reduktion i mættet fedt, som i en vegansk kost, kan have lignende sundhedsmæssige fordele hos personer med type 1-diabetes.
Type 1-diabetes og en vegansk kost: nogle advarselsflag
Hvis du har type 1-diabetes og ønsker at følge en vegansk kost, er der et par ting at tænke på.
For det første kan en vegansk kost indeholde flere kulhydrater. Når man spiser flere kulhydrater, stiger blodglukose, og insulindosis kan i så fald skulle justeres, og det kan føre til vægtøgning og overvægt. Det er vigtigt, at du holder øje med dit kulhydratindtag, hvis du har tænkt dig at blive veganer. Drøft gerne med diætisten i dit diabetesteam, før du begynder på en vegansk diæt. En diætist kan hjælpe dig med at beregne dit kulhydratindtag og gennemgå behovet for kosttilskud (såsom vitamin B12) for at mindske risikoen for mulige mangler.
Veganere har også en øget risiko for utilstrækkeligt fedtindtag og lave niveauer af calcium. Sigt efter grøntsager med lavt oxalat- og fytatindhold, sojaprodukter, kalkrigt mineralvand, nødder og frø, da de er gode kilder til calcium.
Hvis du skifter til en vegansk kost, skal du muligvis holde ekstra godt øje med dit blodglukoseniveau. Et nyere casestudie beskrev gentagne og uventede episoder af hypoglykæmi, der opstod i de første dage til flere uger efter skiftet til en vegansk kost.
Vegetariske opskrifter til personer med diabetes
Der er masser af tips og ideer til vegetariske og veganske opskrifter på internettet. Vær dog opmærksom på, om rådene er baseret på videnskabeligt dokumenteret viden. Hvis du er usikker, kan du altid drøfte det med dit diabetesteam, især en diætist.
Diætisten i dit diabetesteam kan også henvise dig til internetkilder med vegetariske opskrifter til personer med diabetes.
At skifte til en diabetesvenlig vegetarisk eller vegansk kost kan være en sund mulighed med mange fordele. Men der er også ulemper, du skal være opmærksom på, og du bør rådføre dig med dit diabetesteam, før du skifter til denne type kost.
Approval no: DIA.DK.246-01-JUL2024
Kilder
- Sue Cotey, Cleveland Clinic. Want to Go Vegetarian? What to Do If You Have Diabetes., RN, CDCES. Accessed August 2022. Available at: https://health.clevelandclinic.org/want-go-vegetarian-diabetes/
- Tromba V, Silvestri F. Vegetarianism and type 1 diabetes in children. Metabol Open. 2021 Jun 6;11:100099. doi: 10.1016/j.metop.2021.100099. PMID: 34159308; PMCID: PMC8203836. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC8203836/
- Craig WJ, Mangels AR; American Dietetic Association. Position of the American Dietetic Association: vegetarian diets. J Am Diet Assoc. 2009 Jul;109(7):1266-82. doi: 10.1016/j.jada.2009.05.027. PMID: 19562864. https://www.jandonline.org/article/S0002-8223(09)00700-7/fulltext
- Lee Y, Park K. Adherence to a Vegetarian Diet and Diabetes Risk: A Systematic Review and Meta-Analysis of Observational Studies. Nutrients. 2017 Jun 14;9(6):603. doi: 10.3390/nu9060603. PMID: 28613258; PMCID: PMC5490582. https://www.mdpi.com/2072-6643/9/6/603
- Kahleova H, Carlsen B, Berrien Lopez R, Barnard ND (2020) Anti-Diabetic, Haematinic and Anti-Cholesterolmic Effects of Wheat
(Triticum Aestivum Linn.) Plant-Based Diets for Type 1 Diabetes. J Diab Metab. 11:847. doi: 10.35248/2155-6156.20.11.847. https://www.iomcworld.com/open-access/plantbased-diets-for-type-1-diabetes.pdf - Adatorwovor, R.;Sharma, N.; McCoy, D.; Wasserstrom, S.; Robinson, M.; Nyenhuis, J.; Suryanarayanan, S. The Efficacy of Plant-Based Dietary Program in Patients with Diabetes: A Pilot Study. Diabetology2021,2,259–271. https://www.mdpi.com/2673-4540/2/4/24
- American Diabetes Association (ADA), Diabetes Food Hub. Accessed October 2022. Available at: https://www.diabetesfoodhub.org/