Hvordan behandler man type 1-diabetes?

Ved type 1-diabetes kan kroppen ikke længere producere insulin, og derfor skal man tilføre kroppen insulin. Tidligere var type 1-diabetes ofte forbundet med insulinsprøjter, strenge diætregler og store begrænsninger i livsførelse. Nutidens effektive behandlingsmetoder og avancerede teknologi har ændret dette billede. I dag kan man i langt højere grad leve et frit og aktivt liv med type 1-diabetes uden større begrænsninger. 

Insulinbehandling i dag

Da insulin ødelægges af mavesyre, kan det ikke tages i tabletform. Med dagens behandlingsmetoder skal insulin injiceres gennem huden. Der er forskellige måder at gøre dette på, og som patient kan du sammen med dit diabetesteam drøfte og vælge hvilken metode, der er bedst for dig og giver dig mest frihed.

Insulinpenne

Insulinpennen består af en insulinampul, som er omsluttet af en pen med en tynd engangsnål, der skrues på og af i den ene ende. Da penne blev lanceret i begyndelsen af ​​1980'erne, blev type 1-diabetesbehandlingen revolutioneret. Penne blev straks et godt alternativ til sprøjter og ampuller og er i dag fortsat den mest almindelige måde at injicere insulin på. 

Insulinpenne findes i to varianter:

• Flergangspenne – hvor insulinampullen skiftes ud.
• Engangspenne – som er forfyldte og siden kasseres, når de er tomme.        

Ved pen behandling kombinerer man to forskellige typer insulin:

1. Basalinsulin – injiceres 1-2 gange om dagen og dækker kroppens grundlæggende behov for insulin.
2. Hurtigtvirkende insulin – injiceres ved måltider, eller hvis man har behov for at korrigere en høj blodglukose.

Insulinpumpe

Som en af nutidens almindelige behandlingsmetoder har insulinpumpen en særlig fordel, da den regelmæssigt tilfører kroppen små kontinuerlige doser af hurtigtvirkende insulin.

Pumpen tilfører en kontinuerlig basaldosis hele døgnet, og yderligere kan personen med diabetes tage en bolusdosis ved måltiderne eller hvis blodglukoseniveauet er højt.
 
Der findes forskellige typer insulinpumper. Nogle har en slange, som forbinder pumpen og infusionssættet, som sidder på kroppen. Nogle er slangeløse og med en separat håndholdt enhed.

Insulinpumpen programmeres og tilpasses den enkelte brugers specifikke behov.

Takket være den avancerede teknologi, kan insulinpumpen med stor præcision indstilles individuelt til brugeren. Man kan for eksempel justere insulindosis efter tidspunkt på dagen eller efter brugerens aktivitet eller situation (motion, sygdom etc.).

Dels ved at kunne medvirke til optimal blodglukosekontrol og begrænse risikoen for hypoglykæmi, dels ved at brugeren slipper for at holde styr på nåle og tidspunkter for administration. Det giver den, som lever med diabetes, en betydelig øget frihed.

Behandlinger i fremtiden

Forskningen inden for diabetes gør stadig store fremskridt, og behandlingsmetoder kan se anderledes ud i fremtiden. Der kan gå lang tid, før afgørende ny behandling er tilgængelig for dem, som lever med type 1-diabetes. Alligevel kan det være godt at følge med i, hvad der sker inden for forskning og udvikling på området. Her er nogle af de mulige behandlingsmetoder i fremtiden:

 "Kunstig bugspytkirtel"

Her er der ikke tale om et kunstigt organ til transplantation. Der er derimod tale om en teknik, hvor man kombinerer kontinuerlig glukosemåling (CGM), en insulinpumpe og en kontrolenhed. Ved at integrere disse i et sammenhængende og selvstyrende system kan man øge effektiviteten af behandlingen og samtidig øge friheden for brugeren. Denne type system har vist virkelig gode testresultater. Der findes allerede flere systemer med disse funktioner på markedet i dag, og flere er på vej, blandt andet systemer med slangeløs pumpe. Imidlertid skal både teknologien/funktionerne og insulin udvikles endnu mere, for at denne teknologi kan blive fuldt automatiseret. Det er vigtigt at pointere, at selv om der sker fremskridt med teknologien, betyder det ikke, at teknologi løser alt, men at det er en hjælp til diabetesbehandlingen. 

Transplantation

Der findes aktuelt to måder, hvorpå man kan erstatte en bugspytkirtels ødelagte betaceller, hos personer med type 1-diabetes:

1. Transplantation af Langerhanske øer (som indeholder de insulinproducerende betaceller i bugspytkirtlen).
2. Transplantation af bugspytkirtel.

Begge metoder har begrænsninger, når det gælder adgang til donorvæv. Desuden skal patienten have livslangbehandling med medicin for at undgå afstødning af de transplanterede celler eller organet. Denne medicin giver ofte mange bivirkninger.

Insulinpiller

Insulin nedbrydes af syren i mavesækken og optages ikke effektivt af tarmvæggen. Derfor er insulintabletter ikke tilstrækkelig effektive ved type 1-diabetes. For at gøre insulintabletter mere effektive, skal insulinet på en eller anden måde indkapsles og beskyttes mod mavesyren. Samtidig skal det være i stand til at blive frigivet og blive optaget uden at blive ødelagt. Mange forskningsprojekter har forsøgt at udvikle en sådan tablet, men endnu er det ikke lykkedes at opnå tilstrækkelig gode resultater.

Immunterapi

Type 1-diabetes er en autoimmun sygdom, hvor immunsystemet nedbryder kroppens egne insulinproducerende betaceller. Ved at forhindre denne proces ved hjælp af immunterapi, skulle man kunne redde de resterende betaceller, så insulinproduktionen ikke ophører. I allerbedste tilfælde skulle man kunne forhindre nedbrydningsprocessen fra begyndelsen eller i det mindste på et tidligt tidspunkt via en slags "vaccination" mod diabetes. Der forskes meget i sådan immunterapi.

DIA.DK.079-01-JAN2021-E