Sådan tænker eliteatlet Linn om mad for at have det godt med sin diabetes og sin krop
Linn Suchomel
”Prøv dig frem og se, hvad der passer dig bedst.”
Kost er et omtalt emne, som mange mennesker har meninger om. Som eliteidrætsudøver har jeg brug for at få nok energi til at kunne præstere så godt som muligt og for at kunne restituere mig efter al den hårde træning. Det betyder, at jeg ikke altid kan tilpasse, hvad jeg spiser, og hvornår jeg spiser, til min diabetes og min blodsukkerkontrol, men jeg må forsøge at få det bedste ud af situationen.
For få år siden havde jeg en ret hård tid med mad, jeg ønskede at tabe mig, hvilket endte med at jeg fik en spiseforstyrrelse. Jeg blev alt for undervægtig, følte mig meget utilpas i et stykke tid og havde ingen energi overhovedet. Jeg formåede at komme ud af den dårlige spiral og har været rask i et par år nu. Jeg tror, at unge mennesker med diabetes faktisk kan have det ekstra hårdt, og da vi allerede tæller kulhydrater på alt, hvad vi spiser, er det ikke noget problem også at begynde at tælle kalorier.
I dag tæller jeg også kulhydrater og kalorier, men nu med det mål at få nok energi til at have det så godt som muligt og for at kunne præstere bedst muligt i min sport.
Det er nemt at tro, at blodsukkeret ligger mere stabilt, hvis du spiser mindre og mere kontrolleret. Men det kan være omvendt, hvis du ikke får kulhydrater og energi nok. Der er også mange mennesker, der prøver forskellige former for diæter for at få et mere stabilt blodsukker. Jeg tror, man simpelthen skal prøve sig frem, for at se, hvad der passer en selv bedst. Mit mål er, at alle måltider skal indeholde kulhydrater, fedt og protein samt vitaminer og mineraler. Jeg spiser varieret med kød, kylling, fisk og vegetariske alternativer. Nogle gange spiser jeg søde sager, som f.eks. is eller chokolade. Jeg tror, det vigtigste er, at du forsøger at have det så godt som muligt – både med din diabetes og i din krop.
DIA.DK.221-01-MAJ2023