Fredag ​​den 12. august steg jeg på flyet og fløj over Atlanten. Min rejse til Wingate University i USA begyndte. Tanken er, at jeg skal gå på college her i fire år og træne og konkurrere med et triatlonhold på skolen. 
 
Weekenden før jeg rejste til USA var jeg en smule skidt. Jeg følte mig træt, havde lidt snue og havde en smule tør hals med hoste. Jeg tog det roligt med træningen et par dage, og det begyndte at føles bedre. Da jeg ankom til USA og begyndte at træne der, syntes jeg, at min krop føltes normal igen, og jeg tænkte "det var dejligt, at jeg aldrig blev rigtig syg”. 
 
For at være sikker skulle alle internationale studerende tage til Health Center 3-5 dage efter ankomsten for at tage en covid-test. Jeg var der om mandagen og testede positiv. Så sendte de mig væk i en uge i isolation. Jeg havde det fint, så det var nok den covid, jeg havde weekenden inden jeg tog afsted, men som stadig viste positivt på testen. Så min første uge her i USA måtte jeg tilbringe i karantæne på egen hånd. Jeg var lidt uden for den rigtige campus, og jeg skulle bo på et værelse på et lukket hotel. De kom med mad til mig tre gange om dagen. Heldigvis var der en lille pool på bagsiden af hotellet, og den brugte jeg en del tid ved og svømmede lidt i også. Jeg tog også cyklen med og fik en trainer der, så jeg også kunne cykle på værelset.
Jeg kender en del andre, der havde behov for rigelige mængder insulin, da de var syge med covid. Jeg kan derimod ikke se nogen større forskel på mit insulinbehov. Samme uge, som jeg var lidt skidt derhjemme, gik jeg på en stærk kortisonkur for min kroniske bihulebetændelse, og det øgede selvfølgelig behovet for insulin. Men der var et ganske tydeligt mønster, hvor insulinbehovet toppede om eftermiddagen, 6-12 timer efter kortisonindtagelsen. Men covid påvirker alle forskelligt, og jeg havde meget milde symptomer, så dermed påvirkede det måske heller ikke mit insulinbehov så meget.

DIA.DK.221-01-MAJ2023