I en alder af 83 år har Jan-Christer Mårdh en historie, der strækker sig over 50 år og handler om at håndtere type 1-diabetes - uden at lade det stoppe ham. I et interview med Nordic Infucare fortæller Jan-Christer, hvordan det var at få en diabetesdiagnose i 1972 - midt i livet og med et job, der tog ham verden rundt. “Blodsukkermåleren var en mursten og talte ned fra 60 sekunder, når du trykkede på en knap. Det var lige ved at koste mig livet i en lufthavn i det tidligere Jugoslavien,” fortæller Jan-Christer Mårdh.

Jan-Christer Mårdh var 28 år gammel og på arbejdsrejse i London, da noget begyndte at føles forkert.“ Jeg havde det underligt, jeg havde det dårligt. Og jeg havde enorme mængder urin, og jeg blev tyndere i løbet af de 14 dage, jeg var der," husker Jan-Christer.

Efter mange lange dage og nætter for at få handlen igennem i London, var det først ved hjemkomsten til Sverige, at Jan-Christer besluttede sig for at søge læge.

"Det var en fredag ​​aften, jeg skulle hjem til familien. Men på vej hjem fra Arlanda kørte jeg ind til Karolinska hospitalet. Der undersøgte de mig og sagde, at jeg er diabetiker," fortæller Jan-Christer, som på det tidspunkt havde begrænset viden om diabetes. “Jeg vidste ikke engang, hvad diabetes var, jeg kaldte det for sukkersyge.”  

Men Jan-Christer tænkte primært på sin næste arbejdsrejse efter weekenden. "Ja, sagde jeg så, men det kan I vel ordne, for på mandag skal jeg være i Damaskus.” Som sagt, så gjort. Søndag lærte Jan-Christer så meget, han kunne, om sin diabetes, og hvordan han skulle håndtere den, og mandag aften sad han på et fly til Damaskus i Syrien. "Det gik godt. Der lavede jeg en handel med myndighederne, og så rejste jeg hjem.”

En dosis insulin om dagen og glassprøjter, der skulle koges

Det var en udfordring at håndtere diabetes på det tidspunkt, med begrænsede værktøjer og ressourcer til rådighed. Det var først i 70'erne, 80'erne og 90'erne, at forskere begyndte at forstå, at type 1-diabetes er en autoimmun sygdom. 

"Det var ikke muligt at måle blodsukkeret. Men jeg tog ny langtidsvirkende insulin hver morgen," siger Jan-Christer. “Faktisk så var det kanyler, som jeg selv kogte på det tidspunkt. Jeg havde også en sprøjte, der havde en fjeder, som man kunne spænde.” 

I 10 år håndterede Jan-Christer sin type 1-diabetes med en dosis langtidsvirkende insulin - uden at vide, hvilke blodglukoseværdier, han havde. “Jeg klarede det. Men problemet med at håndtere 24 timers insulin var, når jeg rejste mod vest eller øst. For så ændrede begrebet tid sig,” fortæller Jan-Christer. “Pludselig så var det aften, når det var morgen, det havde jag svært ved at håndtere. Jeg fik det dårligt et par gange og mistede hukommelse, jeg fik hypoglykæmi.”

Men efterhånden begyndte der at dukke bedre redskaber op til at håndtere diabetes. 

“Først kunne jeg bestemme blodsukkeret via urinstix, det var i slutningen af ​​70'erne. Og så begyndte målemetoderne med at sætte en stix i et apparat for at finde ud af blodsukkeret. Jeg var blandt ​​de første, der prøvede dette og havde da en blodsukkermåler, der var så stor som en mursten og talte ned fra 60 sekunder, når du trykkede på en knap. Det var lige ved at koste mig livet i en lufthavn i det tidligere Jugoslavien.” Efter det tog Jan-Christer en attest fra lægen med sig, når han rejste. 

Har fulgt udviklingen nøje de sidste 50 år

Jan-Christer har altid prøvet alle nyheder indenfor diabetesbehandlingen. “Udviklingen har taget fart i løbet af de seneste 20 år, vil jeg påstå,” siger Jan-Christer. “Jeg troede et stykke tid, at der over hovedet ikke var nogen udvikling - man gik på månen i 1969 og diabetesbehandlingen forblev i stenalderen. Men det tog fart i slutningen af ​​70'erne, måske midten af ​​80'erne.”

I dag bruger Jan-Christer den kontinuerlige glukosemåler Dexcom G6 og den slangeløse insulinpumpe Omnipod DASH, ifølge ham de bedste værktøjer, han hidtil har brugt. “Nu sover jeg trygt om natten og holder dagen under kontrol. Dexcom og Omnipod er virkelig en forbedring siden månelandingen.”

Jan-Christer Mårdh er optimistisk om fremtiden: “Udviklingen går fremad. Jeg venter på en chip, som skal opereres ind under huden.”

DIA.DK.297-01-MAJ2024