Når folk spørger, hvad der er det sværeste ved type 1-diabetes, er svaret nemt. Det er følelsen, når mit blodsukker er ude af balance. Især når blodsukkeret er lavt. Det er en følelse, jeg hader og virkelig forsøger at undgå.
Jeg tror, jeg forbinder det meget med, da jeg var yngre og havde markant flere hypoglykæmier, end jeg har nu. Det er svært at forklare, hvordan det præcist føles, men jeg tror, at mange mennesker har følt sig virkelig, virkelig lav på energi på et tidspunkt. Jeg kan føle mig rystende, energiforladt, kraftløs, svimmel, have en ubeskrivelig smerte i mine muskler, prikken eller følelsesløshed i huden og kan også begynde at svede voldsomt.
I dag prøver jeg for enhver pris at undgå at opleve disse følinger. Derudover har jeg skabt en barriere i mit hoved, der er knyttet til et unødvendigt indtag af sukker. Jeg vil ikke spise kun for blodsukkerets skyld. Derfor undgår jeg også de lavere blodsukkerværdier på grund af dette. Denne barriere gør, at jeg hellere vil ende på de højere blodsukkerværdier, for at være på den "sikre side". Det er noget jeg forsøger at lave om på, for desværre er mit blodsukker generelt for højt nu. Jeg er havnet i en ond cirkel. Når jeg for eksempel træner med højere blodsukker, bliver jeg mere insulinresistent og forbrænder ikke den samme mængde energi.
For at bryde denne onde cirkel har jeg indset, at det måske er bedre at turde tage mere insulin før træning og fylde energi på undervejs. Dette kan endda hjælpe mig med at forbrænde mere energi, sammenlignet med når jeg har højt blodsukker og bliver mere insulinresistent. At blive insulinresistent er noget, man gerne vil undgå, da det øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme og er tæt forbundet med overvægt og abdominal fedme.
Gennem små og kontrollerede justeringer tror jeg, at jeg gradvist kan forsøge at mindske frygten for hypoglykæmi. Dette er muligt takket være Dexcom og Omnipod, hvor jeg nemt kan følge og overvåge blodsukkeret og nemt justere insulinniveauet. Disse teknologier giver mig tryghed og en større frihed til at være mere fleksibel med min træning og kost. Faktum er, selvom jeg har oplevet hypoglykæmi, efter jeg fik disse behandlingsredskaber, har jeg aldrig mistet bevidstheden eller haft krampe. Det gjorde jeg derimod flere gange tidligere, da jeg lige havde fået type 1-diabetes.
Jeg tror ikke, jeg er alene om at opleve frygt for hypoglykæmi, det er en stor udfordring for mange med type 1-diabetes, især i forbindelse med fysisk aktivitet. At leve med denne frygt kan være ret trættende og udmattende. At have en god plan for at håndtere hypoglykæmi, især under træning, kan gøre en stor forskel.
Et par praktiske tips til at håndtere hypoglykæmi er altid at have hurtige kulhydrater ved hånden, for eksempel druesukker eller sportsdrik. At have en kontinuerlig glukosemåler (CGM) som Dexcom hjælper meget, da man nemt kan følge sit blodsukker og handle hurtigt, når det er nødvendigt. Hvis du desuden ønsker ekstra backup og føle dig mere sikker, kan du træne med en ven eller et familiemedlem, som har tjek på situationen og ved, hvad de skal gøre, hvis der skulle ske noget.
Derudover kan det hjælpe at planlægge måltider og insulindoser nøje for at undgå hypoglykæmi. At spise et afbalanceret måltid med den rigtige mængde kulhydrater og protein før en træning kan hjælpe med at stabilisere blodsukkerniveauet. For at lære, hvordan kroppen reagerer, er det også en god idé at lave små justeringer i insulindoser og kost, i stedet for at lave drastiske ændringer, og så observere, hvordan kroppen reagerer.
Det jeg prøver at formidle her er, at det er helt okay at være bange for lavt blodsukker, for det kan blive farligt. Men at gøre som jeg, generelt ligge for højt i blodsukker for ikke at behøve at skulle fylde sukker på, er ikke nogen god ide. Det er vigtigt at forsøge at opnå en optimal blodsukkerbalance. Og at turde udfordre sig selv.
DIA.DK.328-01-OKT2024
