Sådan kan en almindelig dag på skibakken se ud for en 15-årig ”professionel” freestyle skiløber. Allerede tidligt om morgenen er jeg oppe for at spise morgenmad, for man vil gerne på skibakken, når den åbner. Efter morgenmaden pakker jeg det udstyr, jeg skal bruge, såsom ski, støvler, hjelm, rygbeskytter og hoftebeskytter. Og selvfølgelig alle mine diabetes-relaterede ting såsom ekstra insulinpumpe, sensorer, insulin og druesukker.

Når jeg ankommer til bakken, handler det om opvarmning. Udstrækning og et par hurtige ture for at mærke underlaget er et must. Under mine træningspas på bakken er mit blodsukker som regel godt, og udfordringen er at finde et godt sted at opbevare insulinen, så den ikke fryser. Jeg har forskellige måder at opbevare min insulin på. Én måde er at opbevare den på et varmere sted, for eksempel i en såkaldt värmestuga – et opvarmet lokale. Hvis det ikke er tilgængeligt, plejer min far eller jeg at opbevare insulinen i en lille pose i inderlommen på jakken for at holde på varmen, når dagene er kolde.

I parken fokuserer jeg på at teste nye tricks, finpudse teknikken og finde den perfekte balance mellem stil og kontrol. Parken med dens hop og rails er som min legeplads, hvor jeg hele tiden udfordrer mig selv. Det er lige så meget mental træning som fysisk, især når jeg arbejder på at overvinde frygten for sværere tricks.

Pauserne er også vigtige for at tanke energi, som også kan være en chokoladekiks og noget varm chokolade nogle gange.
 

DIA.DK.352-01-MAR2025