Hvordan behandler man type 2-diabetes?
Type 2-diabetes er en tilstand, hvor kroppens evne til, ved hjælp af egen insulinproduktion, at regulere blodglukose, er forringet. Årsagen er enten, at de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen ikke er i stand til at producere insulin nok, eller at insulin ikke virker tilstrækkeligt effektivt. Uanset hvad, fører det til, at kroppens celler ikke er i stand til at optage nok glukose fra blodet. Resultatet er vedvarende forhøjet blodglukose, også kaldet blodsukker. Denne tilstand betegnes hyperglykæmi.
Type 2-diabetes er til en vis grad arvelig. Samtidig har levevis stor betydning for, om insulinfunktionen forringes. Rigelig og usund mad samt begrænset fysisk aktivitet presser kroppens insulinsystem. Der fører med tiden til, at systemet ikke fungere tilstrækkeligt. På den baggrund kan det nogle gange være muligt at genvinde en tilstrækkelig insulinfunktion alene ved at ændre til en sundere livsstil. De fleste får behov for medicinsk behandling for at holde et optimalt blodglukoseniveau også kaldet blodsukkerniveau. Herunder kan behandling med insulin ligeledes komme på tale.
Sund livsstil er en hjørnesten i behandlingen af type 2-diabetes
Da sund levevis har stor betydning for insulinfunktionen, er det vigtigt at se nærmere på, hvad sund levevis handler om i denne sammenhæng. Især mad, motion og vægt har betydning.
1. Vægttab
Overvægt og fedme er fremtrædende risikofaktorer for type 2-diabetes. Overvægt hænger ofte sammen med rigelige mængder mad med højt fedt- og kulhydratindhold samt fysisk inaktivitet.
Når man kan afstemme og variere mad og måltider efter et ønsket vægttab og samtidig igangsætte regelmæssig motion og bevægelse, er det muligt at opnå både vægttab og bedre blodglukoseniveau. Målet for vægttab aftales altid individuelt med tanke for det hele menneske.
2. God og varieret mad
Det er afgørende at afstemme mad og måltider til den enkelte persons ønsker og behov, herunder se på personens daglige energiforbrug. Det er desuden væsentligt, at maden er varieret og har den rette sammensætning af næringsstoffer.
For at forebygge og behandle type 2-diabetes er det vigtigt at mindske det samlede indtag af kulhydrater (sukker) og øge mængden af kostfibre i maden. Det er også godt at være opmærksom på kvaliteten af kulhydrater, og hvor de kommer fra. Frugt, grøntsager og fuldkorn indeholder for eksempel gode kulhydrater.
Det anbefales at nedsætte indtaget af animalsk protein (protein fra dyr), stivelse (kartofter, ris, majs etc.) og forarbejdede fødevarer med højt fedtindhold, eller med simple sukkerarter såsom glukose og fruktose. Disse simple sukkerarter findes i eksempelvis slik, sodavand og færdigretter. Derfor er det en god ide, at gå uden om disse ting.
En god start kan være at vælge middelhavskost. Den betragtes generelt som værende sund og er derfor god i forbindelse med at forebygge og behandle type 2-diabetes.
Hvis du ønsker råd og vejledning omkring din mad, er det en god ide at kontakte din behandler.
3. Regelmæssig motion
Regelmæssig fysisk aktivitet som for eksempel sport og motion er en vigtig del af behandlingen af type 2-diabetes. Motion mindsker desuden risikoen for at udvikle sygdommen med ca. 30%. Og det behøver ikke nødvendigvis at foregå i idrætshallen: 30 minutter daglig motion, for eksempel rask gang, har positiv indflydelse på insulinfølsomhed og blodsukkeret. (blodglukose).
Medicinsk behandling af type 2-diabetes
Når det ikke er muligt at holde blodglukose tilpas lav, er der behov for at starte behandling med såkaldt antidiabetisk medicin.
Tabletbehandling af type 2-diabetes
Medicin, der virker ved at øge insulins virkning, kan tages som tabletter. En af de mest almindelige tabletter til behandling af type 2-diabetes er af den type, der hedder biguanid. Da biguanid ikke fører til, at der udskilles mere insulin, forårsager det ikke hypoglykæmi (for lav blodglukose, eller blodsukker). Ud over biguanid findes der en række andre typer tabletter, der på forskellig vis hjælper med at sænke blodglukose.
Hvis du ønsker at vide mere, kontakt da din læge.
DIA.DK.084-001-JAN2021-D
Kilder:
- Andreas F. H. Pfeiffer, Harald H. Klein. The Treatment of Type 2 Diabetes. Dtsch Arztebl Int. 2014 Jan; 111(5): 69–82.
- Bolla AM, Caretto A, Laurenzi A, Scavini M, Piemonti L. Low-Carb and Ketogenic Diets in Type 1 and Type 2 Diabetes. Nutrients 2019, 11(5), 962.
- Hubert Kolb, Stephan Martin. Environmental/lifestyle factors in the pathogenesis and prevention of type 2 diabetes. BMC Med. 2017; 15: 131.
- https://care.diabetesjournals.org/content/43/Supplement_1/S89
- https://diabetes.dk/media/lzdhwo1w/diabetesvenlige_kostråd.pdf